Velkommen till min hjemmeside.

Du er velkommen til at sende en hilsen eller skrive en besked. Hvis du selv skriver og gerne vil i forbindelse med mig, så kontakt mig, så skriver jeg tilbage.   

Jeg har forsøgt at redigere en lille hjemmeside om mit forfatterskab og mit liv, også selvom jeg ikke har tid til at være her så meget !

Her kan du læse om min digtsamling "Sirius, min ven", udgivet på forlaget Snepryd i 2016, som stadig kan købes hos boghandlerne, samt læse et par digte fra den og bagsideteksten.  

På denne side kan du læse om min roman "Min sorte tvilling" som blev udgivet i december 2019 på forlaget Mellemgaard. Romanen blev på 220 sider med et digt i hvert kapitel, som jeg havde skrevet det.    

 

 Forlagets vurdering:

 "Det er en vellykket roman, du har skrevet. Der hviler en helt særlig stemning over både sprog og fortælling, som er meget elegant og smuk. Man kan sige, at din roman adskiller sig fra den typiske roman ved at være meget poetisk fortalt. Her tænker jeg ikke på de indlagte digte, men på din lyriske prosa i det hele taget. Digtene ledsager teksten fint, så de skal naturligvis forblive i romanen. Kort sagt er der tale om et godt manuskript, og forlaget vil derfor med glæde indgå et samarbejde om at få det udgivet." 

Ud over Mellemgaard, var manuskriptet lige ved at blive antaget af et andet større forlag, de var meget positive, opfordrede mig til at sende det videre, og ønskede manuskriptet held og lykke på sin videre færd frem.   

Du kan læse om bogen nedenunder, samt uddrag fra den:       

 

 

 

 

 

Min sorte tvilling.

Melanie, der har været misbruger, er kommet over på den anden side. Hun har boet i et kollektiv i byen og arbejdet på fabrik, mens hun var alkoholiker. De andre i kollektivet råder hende til at søge førtidspension. Hun møder Andry, som bliver hendes store kærlighed. Men da hun flytter ud på en gård, og han tager til Marseille, skilles de.

Undervejs dør hendes bedste venner. Hun bor i skovene hos en jæger, der lejer værelser ud for at sælge gården. Men det ender helt galt. Melanie flygter og overtager til sidst sin fasters gamle sommerhus, som hun har opgivet at renovere.

Først efter ti år finder hun Andry igen. Hun har svært ved at sætte ord på det mørke, der har bestemt hendes liv. Men Andry hjælper og støtter hende med sin kærlighed.  

 

Uddrag fra bogen:

I virkeligheden ofrede jeg måske bare, tænker jeg nu. For dem.

Omkredsen, omkredsen der æder een. Omkredsen der slog. Omkredsen der klistrer, og omkredsen der aldrig giver op.

Jeg er træt af alt, undtagen af himlen, mørket og vinden.

Og hvis døden er den lange søvn, hvorfor er livet så, så kort ?

Jeg mister måske bare min krop.

Og måske også himlen, og får en ny.

Det eneste jeg ved.

Depressionen venter som et krybdyr, og vil kvæle mig hver morgen jeg vågner. Og den holder mig søvnløs i mørket.

I mørket fuld af tanker. I mørket stadig fuld af forfulgthed.  

Har i lov til alt det ?  

 

 

Digt, side 6.

Sneen er faldet som støvfnug i morges,

vinden er rejst sin vej.

Ingenting falder fra vinduet,

stilheden er stor og let,

mørkets tyste omkreds kalder på tusinde spejle i de fjerne ruder.

Jeg der dansede med en gammel drøm

ind imellem tovene til himlen,

bandt to af dem sammen og gyngede

under bjælken i dens tankespind,

en sagte uudgrundelig undren fyldte mig med afsked.

Men sidespejlet tager det ind,

mit liv,

de fjerne ruder klapper sammen over sneen og forsvinder. 

 

 

Citat, side 80.

Caspar lænede sig tværs ind over bordet og nedstirrede Eva, så tæt på hendes ansigt han kunne komme. Hans øjne var udspilede i pludselig ironisk alvor. 

"Hvor er du fager, du min gudinde. Dine tænder er som en fåreflok", messede han højt.

"Hvad Fanden mener du ?" Eva blev underlig: "Hvad Satan er det, du siger ? Du er kraftedderhugeme da ikke rigtig klog. Hvad Fanden har mine tænder med haglgeværer og fåreflokke at gøre ? Min mor sagde altid, at jeg var født med hestetænder. De har sgu aldrig lignet en fåreflok".

"Det står i Det Gamle Testamente", sagde Caspar lavt og kneb øjnene sammen.

"Og hvad har det med MIG at gøre ? JEG står sgu ikke i det gamle testamente, det er jeg alt for ung til", fortsatte Eva: "Hæng det op i venteværelserne hos tandlægerne i stedet for alt dit bræk".

"Og der sker mystiske ting og sager i vores kollektiv", fortsatte Caspar og lænede sig tilbage på sin plads igen", bare lige til en advarsel. Osama bin Laden bor for eksempel oppe på vores loft bagved skorstenen, siger Mikkel, han har selv set ham deroppe. Han er holdt op med at gå rundt i de svenske skove for at tigge madpakker af de gamle sæterkoner".  

 

 

Citat, side 211. 

"Ingen ville tro dig, hvis du fortalte sandheden. Derfor fortæller du det aldrig. De fleste ville bakke ud af dit venskab, fordi det er for svært at snakke om. Men de værste er dem, der siger at du lyver. Var det ikke det, du var bange for, hvis du var bange ?"

Pludselig får jeg sat ord på noget, jeg aldrig selv har kunnet før. Men mine impulser er for hurtige. De skriver et digt om koste, hvor de fejer og fejer alt skidtet væk for deres egen dør og smider det i hovedet på mig bagefter med ansigter i oprevet mistro og tykt indpakket skyld: Er du nu sikker, på at du har ret ? Du skader os. Du er et modbydeligt løgnagtigt pigebarn. 

Andry stopper op og tager fat om mine skuldre.

"Ved du, hvad de vil gøre ved dig ? Hvis det ikke bliver mellem dig og mig ? For det ved jeg godt. Det kender jeg en del eksempler på. Først slår de det hen og overhører det med vilje. Bagefter går de fra dig. Og hvis du bliver ved, og vender tilbage med styrke, spærrer de dig inde og siger, du er sindsyg. Deres taktik er stor og bred, og så er den helt normal. Alle vil give dem ret, for de er flertallet og magten".

Vi står og ser på hinanden.

"Jeg ved godt, hvad du mener", siger jeg og hanker min rygsæk op bag på, "men i virkeligheden er det ikke alt, man skal sætte ord på".

"Hvad sker der, hvis du gør det ?" Spørger han og tager om min nakke.

Jeg ser på træerne bagved ham og ved, at det er grænsen. Den tærskel jeg aldrig træder over i angst for lede og kvalme. Derfor lukker jeg af. Tilsmudset og beskidt indeni står jeg og mærker hans hænder og øjne, der søger min krop i lange minutter, før vi begynder at gå tilbage.  

 

Citat, side 164:

Et sted er englene kloge, tænker jeg. Et sted er de for store til  jordens lille væsen. Englene, jordens hære bliver de aldrig nogensinde. Jeg kryber ind i læ af romantikken sammen med den hellige mystik. Englene, de bor i kærlighedens huler, ligesom sommerfugle. De er søde, når de er her, selvom det gør ondt, når de sidder på stenene for længe. Deres smukke vinger flyver med viden fra Gud. 

Jeg tror, jeg ved døden. Jeg rækker den tit mine hænder. Jeg ved, at jeg aldrig er bange for mørkets port, den får mig bare til at sove længe. 

Himmelstien er uberegnelig. Den ligner vandet i en sø. Men den bor i himlen. Den svæver i konstante bevægelser hele tiden og slår ned for at tage noget med så tit. Den ligner en sky i forandring, der finder sit bytte, og en humlebi der flyver uden planer. Altid sluttet i en ring som en flyvende slange, der aldrig nogensinde sover. Lysegrå, gennemsigtig og luftig. 

Vinteren begynder alligevel. Jeg bliver overfaldet af angst igen, som jeg kender den fra for mange år siden. Musene fortsætter som før. Men jeg mister min krop. Når jeg ser på mine hænder, er de ikke mere mine. Det eneste jeg kan mærke er musene. Derfor kan jeg godt lide dem. Både dem der bor indeni mig, og dem der stadig er lidt i køkkenskabet.

 

Digt, side 199:

Jeg ville skrive om kabinettet.

Kabinettet jeg aldrig fandt.

Men jeg kan ikke.

Når jeg tænker tilbage, 

står kvalmen som en tågemur og spærrer døren,

den er ulmende og tyk og trækker vejret som et stort dyr

der bevæger sig langsomt og flydende i ryk.

Jeg kan se det store hjerte slå i traumeskyen,

der bevæger sig hen ad gulvet.

 

Jeg ville skrive om dem, der er derinde,

og det skjold, jeg søgte efter,

og som ingen gav mig,

den rustning der klæder det følsomme på

og skræmmer det onde væk.

At kunne klapre afsted i den i livets store forsvar,

blev bare til en gammel drøm. 

 

Tågen bliver liggende i live,

den damper, puster

og bakker lidt, når jeg går hen imod den.