Bagsideteksten til "Sirius, min ven."

Ensomheden,

jeg græd med tørre tårer

dybt ind i min væg,

blev væk i et alter til Gud,

og mit selvmord rakte mig hånden,

som en engel, der vågnede op og forstod.

 

Hun er min trofaste veninde,

der kender mig så godt.

Hun er min eneste trøst.

Hun blev mig selv.

 

Når livet har vendt dig ryggen. Hvordan tager man kampen op igen ? Hvordan forsøger man at forstå - og skabe mening med livet igen ?

Paletten af dårligdomme kolliderer for mig med et brag. Flere år med vrede, angst og depression hober sig op. Misbrug. Forliste forhold. Et falleret malet glansbillede.

Efter vold blev jeg hende, de aldrig ser, i forskellige tomme hylstre, uden at kunne vende tilbage til mig selv.

Lucia er min eneste trøst. Hun tager mig i hånden og guider mig igennem mørkets tunnel. Mod lyset og generobring af mit eget liv.  

----------

 

 Udgivet d. 1/6-16 på forlaget Snepryd. 108 sider.

Den kan stadig købes hos boghandlere, og lånes på biblioteker.  

 

 

 

 

Genspejl. (s. 20)

Månen er så klar for tiden,

ved køkkenbordet skinner den ind i alt,

stegepanden laver et genskær

som en lampe i loftet.

Og jeg kan ikke mere se dalene for lyset.

 

Desperationen i afmagten får en ende,

nu er den som en stor tudse, der med

mellemrum sidder i hjørnet

på gulvet og plirrer efter mig,

så forsvinder den igen.

Jeg holder samtaler i natten

for at gøre mig selv god,

ordene forsvinder ud i himlen.

 

Såret tager ikke imod et plaster,

det springer op af sig selv,

kun sæbe og vand kan få det værste ud.

Så begynder arret,

nu bliver det hvidt.

Men det er skæbnen,

når den fortæller alting sandt,

så indsnøret i een selv,

at man aldrig tager fejl.

 

Hvis et had kunne blive fysisk,

så ville jeg blive uformelig stor.

Hvis det kunne fylde himmelrummet,

så ville jeg selv forsvinde.

Det får næring fra solen

og gror sammen med stilheden.

Fremkaldt i dit kram,

hængt op, slået i stykker som glas,

jeg skulle samle op selv

for at få splinter i mine hænder.

Blev de til en usynlig streg til sidst ?

Et pift ?

En lydløs fløjten langt ude ?

Langt ude i det uvisse for at forsvinde for altid ?

 

Jeg smed tidselpiberne ud fra 

den størknede markjord,

mælkebøtteblomsterne ville ikke springe ud.

De blev til klæbrige knopper i stedet for.

Nu drysser frøene,

brune og afbrændte af. 

Den dag det blæste med varme. (s.34)

 

 

Gik du ud i tågen for at blive borte,

den dag det blæste med varme ?

Vinden fortalte det,

alt det vi ikke ville høre,

og alt det, vi aldrig kunne se bort fra.

 

Men de står der tilbage endnu på

de radbrækkede broer,

og de griner med store gule tænder,

mens de ødelægger alt. 

Dem der tog dig med.

Dem, der gemte dig væk dybt ind

bag de smykkede bjerge.

Dem, der råbte, da de vendte om

for at bruge deres ondskab andre steder.

Måske fandt du en sti ?  

 

Hvem er du så ?

Fra langvejs.

Og jeg lever endnu,

men det er rigtigt.

Og hvis du vil have en håndsrækning,

så glem dem ikke,

og glem dem aldrig,

og giv dem aldrig mere noget som helst. 

 

De kulsorte skyer forsvinder,

de efterlader månen i sin ensomhed igen.

Men den er tavs, evigtavs.

Mere og mere,

som den stiger og bliver hvid.

 

Min store kantede lysende sten,

nattens smukkeste lampe og ældgamle veninde,

hvad ville du fortælle, hvis du kunne ?