Nye tekster.

23-11-2019

Glæden er som en ranke af levende lys,
de tænder sig selv med hinanden
et for et ind imod mig.
Ved perleporten til mit dybeste jeg
står de og er tyste uden ansigt.
Jeg spørger ikke efter noget,
jeg ved det ikke,
mere end jeg aner,
at det er den rigtige vej.

Her ser jeg ikke mere ind i løbet
af påduttet skyld og spionage,
jeres rifler peger i en anden retning nu,
end mig i sigtede så skarpt på.
Jeg lader jer stå og plaffe ud i intetheden,
en slags lerduer og jer selv måske,
uden i opdager det selv,
mens jeg går min vej
og lader jer sove.

Jeg går hen til mine lys og mærker varmen
fra de tusinde perler på porten.
Jeg ved,
at tanken er sårbar her,
og at glæden er svag uden sit skjold
og let at slå i stykker.

Men jeg bliver stående her
i en skrøbelig fært af,
at jeg måske kan være et menneske nu.









31-07-2019

Jeg står i dit tomme hvide rum
og ser på bordet med din dagbog
der er lukket til i dit lange fravær,
den bog du viste mig den dag i juni
med din smukke stejle skrift og alle dine tanker.

Hvor gik du hen ?
Til sletterne og de store skove,
bare for at være der igen,
som i Yellow Stone hvor ulvene kalder
på hinanden i sneen under månen ?
Men det eneste billede du har
er faldet ned,
det er støvet til og står ensomt
op af den kalkede væg.

Under solens varme skygge
var vi små i nuets store højtid,
det evige nu der altid ved,
hvornår det har plads til at bære.

Hvor du er,
ved kun du,
det er det eneste, jeg ved.
Jeg læser det i rævenes fodspor.









29-07-2019

Jeg skubber i morgen ud,
jeg slår hul i forventningens bobbel,
så den siver ud som en flod.
Den lægger sig som små bølgeskvulp ind mod mig selv
og bliver ved med at skylle tilbage til havet.

Her står jeg på bredden
og har skilt os ad.
Jeg kan se ud over dig,
som du breder dig roligt
fordelt under havet som salt.

Det kan storme i morgen,
og tidevandet kan liste sig
lydløst tilbage i månens stilhed.
Jeg rækker dig ikke hånden,
jeg nøjes med at kigge.

Min store farlige ven,
nu er du så fjern fra mig,
så jeg kan se dig.




23-07-2019

Mit grænsehegn er spinkelt
som klaversonaten i diskant,
som de takkede bjerge længere ude
der blødt omringer mit fald
ind i mig selv.
Jeg skulle gå over bjerge.
Jeg skulle vippes over kanten af de fleste.

At falde.
At falde blidt ned i sig selv.
At gennemskue alle deres forsøg på at smadre
min tålegrænse
og smide mig ud
hvor jeg ikke kunne bunde,
og for at flyve som en fugl i angst,
har jeg gennemskuet mig selv i, i dag,
og de nåle som de stak mig med.

På kanten af bjerget hvor jeg stod så mange gange,
står jeg aldrig mere,
for jeg fandt mig selv
i bjergsidens terapi.

Jeg gik.
Jeg gik min vej.
Mit grænsehegn ved,
man aldrig skal røbe noget
til dem og de forkerte.
Det ved, at det er farligt.
Det ved, det bliver brudt,
hvis jeg gør det.
Det er kærligt og nært,
og kun beregnet på mig.

Og det er fredeligt her,
i faldets stille harmoni,
og i vores hemmelige rum.




20-07-2019

Hvorfor drømmer jeg igen om dig ?
Ved du mine tanker der fra himlens bue ?
Kan du følge med i mine dage ?
Vi skulle hedde samklang,
ville du kunne lide, hvis jeg sagde det for sjov
og mente det ?
Nej, du ville smile og blive bitter
over mit dumme ordvalg
og rette det til viden.

Min forbundne ven med dine rødder dybt i mine vener,
som et træ der suser blidt i vinden,
som alt der lever under himlen
her på jorden mellem dig og mig.
Måske ville vi aldrig kunne være stærke
helt alene,
tror du ?

Min gråd får aldrig lov til at kvæle mig indefra,
mine tanker de vil altid vinde,
ligesom dine der vandt mig,
fandt mig.
Som elektroder der har fået indpas
og lov til at fortælle
alle de smukkeste ord igennem dig,
er du næsten blevet mig,
fordi jeg ved.

Hvad ville du sige der i nat fra himlens bue,
der fra hvor vi vidste alt så tit ?
Det er ikke løgnen,
det er ikke afstanden mellem liv og død,
og imellem lys og mørke.

Det er bare mit hjerte,
der læner sig ind mod dit
i sjæledansens verden.