Nye tekster.

01-12-2021

Aldrig før har november kastet sit mørke
så dybt ind i mit sind,
aldrig før var bladene så gule
og det sorte så evigt gråt i natten.
Månen har mistet sin glød,
solen har mistet sin glans,
og troldene lever i hjørnerne af min stue.

November, du kender ikke mine grænser,
du kender ikke bunden af min sjæl,
du skubber bare til mig som en kærlig gestus,
fordi du kender dig selv og ved,
jeg bare er een af dine små eksistenser i live.

Jeg siger til dig, at jeg kender lyset,
og at det aldrig slukkes,
jeg siger, at jeg ved,
hvor det bor dybt nede i mig selv,
og at det kender grænsen.
Jeg siger, at jeg tror,
alt bliver skabt ved forandring,
og at jeg bliver anderledes
end i går.

Jeg drømmer,
at du blinker,
jeg drømmer,
at du lytter,
jeg drømmer mine ønsker,
om at du kan spå.



28-03-2020

Jeg drømte, du sendte mig breve,
de lå i en bunke på bordet med en snor omkring,
da jeg vågnede.
De fleste af kuverterne er gulnede,
resten er hvide og nye,
der ligger de,
tavse,
delt op,
og trætte af at flyve.

Jeg kan tænke til dig her fra jorden
i stedet for at tale dumt ud i luften: Hvorfor
skulle jeg have dem ?
Og du svarer mig ikke.
I mine tanker spørger jeg ud,
til hvor jeg tror,
du er: Hvad
står der i dem ?
Kan du love mig,
at jeg vil drømme,
at jeg læser dem en nat ?
Du nikker
og smiler i korte sekunder
to meter fra mit ansigt
i lyset fra en ny dør,
hvor du ved
alt.

Du sendte mig nogle breve,
jeg ikke har læst endnu.
De ligger i en bunke på mit bord
med en blå snor omkring,
fra din himmel,
faldet til ro og venter.






21-12-2019

Jeg spiller Ave Maria af J.S. Bach,
lytter til det lille stykke over youtube
for at lære det udenad,
men jeg kan ikke rigtigt tåle det,
rigtigt.

Det fine lys og de smukke toner
bremser ikke angsten for forventning,
jeg har jo prøvet det før,
at skuffelsen skiller os ad,
og jeg venter ikke andet.

Ave Maria kender bare følelsen,
der er ingen tanker,
der er bare angst.
Det er bare smukke melodier
med klaver og violin der finder
bund klang i min nye verden.

Måske vokser hullet i min mave
i tvivl og sorg der aldrig holder op,
at være et menneske
kræver måske omsorg for sig selv,
tænk, hvis jeg måtte.




23-11-2019

Glæden er som en ranke af levende lys,
de tænder sig selv med hinanden
et for et ind imod mig.
Ved perleporten til mit dybeste jeg
står de og er tyste uden ansigt.
Jeg spørger ikke efter noget,
jeg ved det ikke,
mere end jeg aner,
at det er den rigtige vej.

Her ser jeg ikke mere ind i løbet
af påduttet skyld og spionage,
jeres rifler peger i en anden retning nu,
end mig i sigtede så skarpt på.
Jeg lader jer stå og plaffe ud i intetheden,
en slags lerduer og jer selv måske,
uden i opdager det selv,
mens jeg går min vej
og lader jer sove.

Jeg går hen til mine lys og mærker varmen
fra de tusinde perler på porten.
Jeg ved,
at tanken er sårbar her,
og at glæden er svag uden sit skjold
og let at slå i stykker.

Men jeg bliver stående her
i en skrøbelig fært af,
at jeg måske kan være et menneske nu.









31-07-2019

Jeg står i dit tomme hvide rum
og ser på bordet med din dagbog
der er lukket til i dit lange fravær,
den bog du viste mig den dag i juni
med din smukke stejle skrift og alle dine tanker.

Hvor gik du hen ?
Til sletterne og de store skove,
bare for at være der igen,
som i Yellow Stone hvor ulvene kalder
på hinanden i sneen under månen ?
Men det eneste billede du har
er faldet ned,
det er støvet til og står ensomt
op af den kalkede væg.

Under solens varme skygge
var vi små i nuets store højtid,
det evige nu der altid ved,
hvornår det har plads til at bære.

Hvor du er,
ved kun du,
det er det eneste, jeg ved.
Jeg læser det i rævenes fodspor.