23-07-2019

GRÆNSEHEGNET.

Mit grænsehegn er spinkelt
som klaversonaten i diskant,
som de takkede bjerge længere ude
der blødt omringer mit fald
ind i mig selv.
Jeg skulle gå over bjerge.
Jeg skulle vippes over kanten af de fleste.

At falde.
At falde blidt ned i sig selv.
At gennemskue alle deres forsøg på at smadre
min tålegrænse
og smide mig ud
hvor jeg ikke kunne bunde,
og for at flyve som en fugl i angst,
har jeg gennemskuet mig selv i, i dag,
og de nåle som de stak mig med.

På kanten af bjerget hvor jeg stod så mange gange,
står jeg aldrig mere,
for jeg fandt mig selv
i bjergsidens terapi.

Jeg gik.
Jeg gik min vej.
Mit grænsehegn ved,
man aldrig skal røbe noget
til dem og de forkerte.
Det ved, at det er farligt.
Det ved, det bliver brudt,
hvis jeg gør det.
Det er kærligt og nært,
og kun beregnet på mig.

Og det er fredeligt her,
i faldets stille harmoni,
og i vores hemmelige rum.