29-07-2019

FORVENTNING.

Jeg skubber i morgen ud,
jeg slår hul i forventningens bobbel,
så den siver ud som en flod.
Den lægger sig som små bølgeskvulp ind mod mig selv
og bliver ved med at skylle tilbage til havet.

Her står jeg på bredden
og har skilt os ad.
Jeg kan se ud over dig,
som du breder dig roligt
fordelt under havet som salt.

Det kan storme i morgen,
og tidevandet kan liste sig
lydløst tilbage i månens stilhed.
Jeg rækker dig ikke hånden,
jeg nøjes med at kigge.

Min store farlige ven,
nu er du så fjern fra mig,
så jeg kan se dig.