23-11-2019

LYS.

Glæden er som en ranke af levende lys,
de tænder sig selv med hinanden
et for et ind imod mig.
Ved perleporten til mit dybeste jeg
står de og er tyste uden ansigt.
Jeg spørger ikke efter noget,
jeg ved det ikke,
mere end jeg aner,
at det er den rigtige vej.

Her ser jeg ikke mere ind i løbet
af påduttet skyld og spionage,
jeres rifler peger i en anden retning nu,
end mig i sigtede så skarpt på.
Jeg lader jer stå og plaffe ud i intetheden,
en slags lerduer og jer selv måske,
uden i opdager det selv,
mens jeg går min vej
og lader jer sove.

Jeg går hen til mine lys og mærker varmen
fra de tusinde perler på porten.
Jeg ved,
at tanken er sårbar her,
og at glæden er svag uden sit skjold
og let at slå i stykker.

Men jeg bliver stående her
i en skrøbelig fært af,
at jeg måske kan være et menneske nu.