28-03-2020

BREVE.

Jeg drømte, du sendte mig breve,
de lå i en bunke på bordet med en snor omkring,
da jeg vågnede.
De fleste af kuverterne er gulnede,
resten er hvide og nye,
der ligger de,
tavse,
delt op,
og trætte af at flyve.

Jeg kan tænke til dig her fra jorden
i stedet for at tale dumt ud i luften: Hvorfor
skulle jeg have dem ?
Og du svarer mig ikke.
I mine tanker spørger jeg ud,
til hvor jeg tror,
du er: Hvad
står der i dem ?
Kan du love mig,
at jeg vil drømme,
at jeg læser dem en nat ?
Du nikker
og smiler i korte sekunder
to meter fra mit ansigt
i lyset fra en ny dør,
hvor du ved
alt.

Du sendte mig nogle breve,
jeg ikke har læst endnu.
De ligger i en bunke på mit bord
med en blå snor omkring,
fra din himmel,
faldet til ro og venter.